Udskriv

Referat af Repræsentantskabsmøde 17_11_2016

Formand Steen Edeling kunne byde velkommen til det store fremmøde.

Niels Hjortshøj valgtes som ordstyrer og kunne straks give ordet videre til formanden for følgende beretning

”Beretning november 2016.

Velkommen til det halvårlige Repræsentantskabsmøde. Vedtægterne tilsiger vores halvårlige møder, men det er måske en overvejelse værd om det skal fortsætte med dette. De store nyheder hvert halve år er det svært at komme med. Det kræver en vedtægtsændring, og det skal vi måske overveje.

Lidt nyt er der dog at berette. Grunden hvor der tidligere. Var vendeplads for bybussen er købt af Trige Menighedsrådet, og jeg forventer de vil bruge den til p-plads. På den måde bliver der bedre forhold for besøgende til Sognegården, og færre biler der holder på vejen.

Fællesrådet har taget kontakt til Menighedsrådet om et muligt samarbejde mellem vores udgivelse af Treklang og Kirkebladet. Vi har haft en god snak, og arbejder videre med projektet.

På dette møde er der IKKE VALG til Forretningsudvalget. MEN jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå et slag for, at I alle tager en opfordring med hjem til jeres foreninger og kigger jer om efter yngre kræfter til at træde ind i Fællesrådet. Personligt har jeg nu siddet en årrække i Fællesrådet, og gennemsnitsalderen i Forretningsudvalget er efterhånden noget høj. så find de unge friske kræfter frem så vi kan bibeholde et Fællesråd.

Århus Kulturby 2017 glæder vi os til. I skrivende stund er der ingen konkrete arrangementer i den anledning i Trige, men vi kan håbe at det lykkes at fået par dråber på os her i området. ”når det regner på præsten,” osv, osv..

Midtbyen i Trige har været gravet op til den store guldmedalje. Arbejdet med nye kloakledninger må vi forvente tager yderligere en rum tid. Det skyldes separering af kloak og regnvand, og arbejdet vil nok tage yderlige et års tid.

Et arbejde vi til gengæld ikke har set så meget til er fortovet på Lergravvej. Vi har spurgt kommunen, og svaret er at det ER på vej, men i en proces hvor der mangler nogle formelle godkendelser hos bl.a. politiet.

For et par år siden havde nogle udfordringer i forhold til en evt. miljøgodkendelse til et genbrugsfirma. Vi kan konstatere, at NCC har indgivet ansøgning til kommunen om ibrugtagning af et ”nyt” anlæg. Der er rent faktisk tale om et anlæg, som man har købt og vil genopføre her i Trige. Kommunen har åbenbart lært af den forrige sag, og har i 1. omgang IKKE givet tilladelse, men tværtimod pålagt NCC at lave en VVM undersøgelse på projektet. HVIS firmaet rent faktisk får lavet en sådan undersøgelse, vil det være tidspunktet for at komme med indsigelser. Tilladelse til mere forurenede virksomhed, med de deraf afledte ulemper for borgerne i området, finder jeg meget uheldig, og vi vil i Fællesrådet følge processen tæt.

Thomasminde har været i alles søgelys gennem et par år eller mere. Angivelig er projektet dødt og de såkaldte visionære politikere i byrådet i Århus må affinde sig med den nuværende Århus Lufthavn.

Letbane arbejdet skrider planmæssigt frem, og opstarten i foråret 2017 er ikke usandsynlig længere.

Samtidig kan vi se frem til ibrugtagning af det nye anlæg på forbrændingen i Lisbjerg. Århus Kommune fortæller, at de HAR taget højde for den øgede trafik til Lisbjerg, og at de HAR planlagt for en ny Høgemosevej. Men hvornår den ser dagens lys er stadig ukendt.

På dagens møde er der kommet forslag om en fælles fastelavn i Trige. En rigtig god ide, men ikke noget som Fællesrådet kan stå for, men lad os tage en snak om det lidt senere på aftenen.

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

Herefter var der spørgsmål og debat.

Hvis menighedsrådet etablerer en P-plads, vil den være omfattet af privatretlig regler, dvs. at der kan opstilles skilte med eventuelle begrænsninger for parkering.

Der er bekymring for, at kørsel med den megen halm der skal bruges på det nye anlæg i Lisbjerg, vil belaste vejene. Kun fremtiden kan vise om bekymringerne er berettigede, men det er klart, at en ny Høgemosevej vil være en klar forbedring. Der er tvivl om chaufførerne vil køre den lange omvej fra motorvejen over Ikea rundkørslen til Lisbjerg.

”Forslag til fælles Fastelavns- og juletræsfest for alle i Trige, i Trigehallen.

2017 er kulturår, og vi kan med fælles arrangementer vise, at landsbymiljøet i Trige er i positiv udvikling og ikke afvikling.

Formålet med forslaget er, at alle kan samles og deltage i begivenhederne, og dermed undgår, at der afholdes små fester rundt i byens institutioner og grundejerforeninger, hvor kun en begrænset del af borgerne kan være med.

Her tænkes også på det pres, som forældre er ude for, når børnene gerne vil være med flere steder.

Foreningerne i byen vil kunne løfte byrden sammen og via samarbejde komme tættere på hinanden.

Den til tider kvartermæssige opdeling der har været gennem flere år, vil kunne opblødes og især tilflyttere kan komme med i et fællesskab via disse events.”

Der udspandt sig en længere debat om forslaget, dels om nødvendigheden af et sådant arrangement dels om hvordan det kan stables på benene og hvem der skal gøre det. Nogle mente, at der allerede er nok arrangementer, og at der er plads til flere på disse. Konklusionen blev, at eventuelle interesserede kan henvende sig til Bodil Nielsen. Fællesrådet er ikke afvisende overfor at yde et økonomisk tilskud.

Debat med gode råd om hvordan letbanen skulle have løst overkørselssporet i Lisbjerg og om det pågående arbejde med vejen gennem Lisbjerg.

I samme forbindelse rundedes busdriften. Trige får igen halvtimedrift på hverdage og timedrift på søn og helligdage når letbanen starter op i maj 2017. Der bliver lavet P-plads ved skolen i Lisbjerg og man kan herfra tage letbanen til Aarhus. Det er dog mere fordelagtigt at tage bussen til AUH Skejby hvor man kan komme med letbanen hver 10ende minut.

Udbedring af Ølstedvej fra Høgemosevej til Randersvej skulle være undervejs, men der foreligger ikke noget konkret svar på vores forespørgsel.

Henny Hansen, 17-11-2016