Udskriv

Indlæg omkring kollektiv

De seneste dage har der været indlæg omkring kollektiv trafik lagt ud på Facebook.

Der er bl.a. nævnt, at Trige-Ølsted Fællesråd burde komme på banen og sende høringssvar til køreplanen.

Vi kan herved fortælle til de, der ikke allerede er bekendt med det, at vi den 24. februar indsendte følgende høringssvar til Kollektiv Trafikplan 2017 for Aarhusområdet.

Høringssvar Trafikplan Aarhus.

Aarhus Kommune og Midttrafik har udsendt ”Kollektiv Trafikplan 2017” dateret den 8. januar 2016.

Fællesrådets Repræsentantskab har ved møde den 8. februar med Trafik og Veje og Midttrafik haft lejlighed til at få en gennemgang af Trafikplanen.

Fællesrådet for Trige-Ølsted har følgende punkter som bedes taget med i det foreløbige arbejde med Trafikplanen.

  • Vi finder det er faktuel forringelse af den offentlige trafikdækning af Trige og Ølsted der lægges op til i planen. En hyppighed, der for bybussernes vedkommende, nedsættes fra 3 til 2 afgange pr. time, alt andet en forringelse. Vi ER klar over, at vi tidligere har været dækkes med 2 afgange i timen, men den nedsættelse der lægges op til vil føles som en forringelse for borgerne i Trige og Ølsted.

  • I weekenderne lægges der op til timedrift hvilket er en stor forringelse i forhold til borgernes muligheder for at have sociale relationer til resten af Aarhus, herunder f.eks. at kunne benytte kulturelle tilbud i kommunen. Vi bemærker også, at skolebussen fra Ølsted er nedlagt, og skolebørnene således bliver ramt af forringelsen fra 3 til 2 afgange pr. time. Børnene bliver således henvist til den farlige skolevej.

  • Den manglende sammentænkning mellem busdriften og letbanen. Der bør gives borgerne fra Trige og Ølsted mulighed for at komme med letbanen i Lisbjerg, enten ved stoppested Lisbjerg Skole eller Lisbjerg Bygade. Ved at give brugerne mulighed for at stige på letbanen i Lisbjerg, skabes der mulighed for at afkorte transporttiden, uanset om det er til City eller de eventuelt skal til Lystrup. Brugerne er henvist til evt. skifte til letbanen ved AUH, hvilket kan give bekymring om trængsel, selv om vi naturligvis forventer, at den nødvendige kapacitet er til rådighed på letbanen.

  • Trafikplanen forudsætter, at A2 forlænges til Trige. Det vil give en forlængelse af transporttiden fra Trige/Ølsted til midtbyen. En direkte forbindelse via Randersvej (og ikke ind over AUH) til midtbyen vil være at foretrække. Det kunne jo være ved, at hver 2. afgang fra Trige/Ølsted blev en direkte forbindelse, subsidiært. At der skete en opgradering af ruten til 3 afgange/time, hvoraf èn er direkte.

  • Vi finder, at der med Trafikplanen er en manglende sammenhæng med den overordnede politik om at bringe flest mulige borgere over i den kollektive trafik, og i direkte strid med forudsætningerne for Trafikplanen, nemlig at fastholde kunderne i den kollektive trafik. Ifølge dagspressen køber flere og flere Århusianske borgere flere biler, og vi kan forudse, at dette med det nuværende forslag også vil ske/fortsætte for borgerne i Trige og Ølsted. Når vi læser Trafikplanen synes vi, at borgere der i dag betjenes af linie A1 uforholdsmæssigt bidrager til planens mål om en samlet besparelse på godt 80.000 timers busdrift.

Sluttelig vil vi fra Fællesrådet bemærke, at det, set fra administrationsgangen hos Midttrafik eller Aarhus kommune kan synes at være få passagerer, det vil berøre, men det vil være af overordentlig stor betydning for borgerne. Ikke mindst de borgere, som rent faktisk ikke har andre muligheder end offentlig transport.

Venlig hilsen

Trige-Ølsted Fællesråd”

Efter høringsfasen er der kommet enkelte rettelser, men ikke nogen af betydning for Trige/Ølsted, således kunne et enigt Byråd vedtage Kollektiv Trafikplan 2017 den 28. september 2016.

Selvom Midttrafik nu har en høring om køreplanen, vil der altså ikke være muligheder for ændringer af linieføringer og frekvenser for linie A2. Eventuelle høringssvar vil kun udløse meget små justeringer som f.eks. om en bus skal køre nogle minutter før eller senere fra et enkelt stoppested.